Min personlige rejse

2020

 

Januar

Jeg begyndte at få små skallede pletter på størrelse med en lillefinger negl og en 1 krone. Dette undrede mig naturligvis, men fordi det på ingen måde kunne ses, tænkte jeg ikke andet å daværende tidspunkt, end at det vel nok skulle komme igen.

 

Maj

I maj måned kontaktede jeg min daværende læge, fordi jeg alligevel undrede mig over, hvorfor det ikke kom ud igen, på disse skallede pletter. Min læge kunne ikke rigtig give mig en konkret forklaring, men mente at det kunne være stress betinget, og dermed udløst af dette og at det med stor sandsynlighed nok skulle komme igen på et tidspunkt. Jeg gik derfra fortsat med uvisheden og frygten for at det skulle blive værre og selv den tanke fik mig til at tænke om det ville stresse mig yderligere at tænke sådan, så derfor forsøgte jeg at parkere den igen.

 

November

Jeg kontakter i november igen min læge, for at vise at dette kun bliver værre på trods af, at jeg ikke længere er lige så stresset som jeg tidligere i maj måned var. Denne stress var ganske normaliseret i form af hverdags stress og få dette til at fungere med mine børn. Lægen kan sagtens se det er forværret, men gør et fantastisk forsøg på, at berolige mig med at det da nok skal komme igen og at hun ikke ville tro at jeg skulle frygte det så meget som jeg nu gjorde. Men det klart at det er svært, fordi det for mig føltes som om det bare gik ned ad bakke. Lægen henviste mig til hudlægen i Silkeborg, hvor jeg ville blive kaldt ind til en konsultation, dog fik jeg at vide at der var en del ventetid.

 

2021

 

Januar

Det blev januar måned og det første år er nu gået. Jeg havde nu en tid hos hudlægen. Jeg var vanvittig nervøs, bange og virkelig skrækslagen men også spændt på om de her kunne komme med en forklaring der omhandlede andet end noget stress relateret, som jeg jo ellers kun havde fået beskeden om at det var. Men desværre fortæller hudlægen mig præcis det samme. ”dette her skal du ikke være bange for, for dit hår kommer igen, det er kun pga. stress”.

Jeg var målløs og fuldstændig vanvittig af at skulle høre at dette skulle være grunden fordi jeg netop ikke følte mig stresset udover den stress som var med i at jeg netop tabte mere og mere hår, flere og flere steder i min hovedbund. Men jeg valgte delvis i afmagt at tro på hendes konklusion, for hvorfor skulle jeg være klogere end hende, jeg er jo ikke uddannet til at vide noget som helst.

 

(I perioden fra første besøg hos hudlægen til besøg nr. 2.)

Jeg vælger for første gang at dele lidt ud på min instagram, hvor jeg beskrev hvad det gjorde ved mig og at jeg følte mig så magtesløs. Jeg søgte ivrigt en forklaring samt en viden fra andre som havde prøvet lignende. Herinde er der en rigtig sød pige som hedder Kali, som skulle vise sig at blive min største støtte hele mit forløb igennem. Kali har selv Alopecia sygdommen og har selv delt sit forløb på instagram. Vi sammenlignede billederne fra vores forløbs start, ift. hvordan dette så ud, og kunne hurtigt blive enige om, at det godt kunne se ud som om, at jeg måske havde den samme sygdom som hende. Men igen, vi er ikke læger så kampen om at blive hørt fortsatte. Kalis erfaring gjorde det meget klart for mig, at dette ville blive en kamp uden lige. Og dette skulle vise sig at være rigtigt, dog var jeg på trods alligevel ”heldig” i sidste ende, men dette havde intet med hudlægen afgøre.

 

April

Jeg tog mig sammen og tog igen til hudlægen, fordi det på ingen måde var bedring i noget som helst. Jeg var igennem hele følelsesregistret endnu engang, grundet sidste konklusion. Men denne gang tænkte jeg også ”men nu har jeg noget konkret at sige til dem, fordi jeg jo nu har den viden at mine skallede pletter er som Kalis startede, da hun fik sin sygdom. Jeg regnede med at de nu ville lytte til mig og at jeg dermed ville blive taget seriøs. Men nej. Jeg fortalte dem min viden samt fornemmelse, men blev mødt af at man ikke må sammenligne sine symptomer med andres, og at jeg lige måtte forsøge at slappe lidt af. Jeg var mundlam. Men alligevel ikke så mundlam at jeg ikke fik mumlet sætningen ud ”jeg insistere på at få lavet den biopsi som jeg kan høre på min ven, at man skal have, for at blive klar over om det kunne være Alopecia”. Jeg husker det som om, at hun rullede øjne af mig, for kan huske at jeg blev helt vildt negativt overrasket over hendes reaktion. Hun fortæller mig så at man ikke ”bare sådan lige” uden videre kan få fortaget en biopsi prøve, da der er risicis ved indgrebet. Her blev jeg stille og røg direkte tilbage til følelsen af at give op og sige ”f*** nu det”.

Hudlægen gav mig en recept på en hormon Cream, som jeg skulle smøre de skallede pletter med, de næste 3 måneder frem. Jeg tænkte, hvad søren skulle det dog hjælpe.

 

Juli

Det er nu juli måned, og jeg har nu brugt denne Cream i 3 måneder. Og ganske rigtigt, der var ingen positiv reaktion på mine skallede pletter, efter brugen af denne. Jeg var magtesløs. Jeg ramte en mur. Jeg hverken gad eller kunne ikke mere, på dette tidspunkt. Jeg gjorde alvor i at sige ”F*** det”.

 

August

Det var sindssygt hårdt psykisk, ikke at vide hvorfor at jeg mistede mere og mere hår, men at ingen kunne give mig en forklaring. Inderst inde tror jeg dog den dag i dag, at jeg havde indstillet mig på at Kali og jeg havde ret i vores mistanke om Alopecia. Men det var skræmmende, for jeg følte næsten et håb om at det var det, men det var ikke fordi at jeg på nogen måde have et ønske om endnu en sygdom, men udelukkende et håb om at så var der da om ikke andet en forklaring og logik i at jeg netop mistede mit hår.

 

d. 2 august

D. 2. august kunne jeg ikke klare det psykiske mere ift. ikke at kunne gøre nogen så simple ting som i at køre min hånd igennem mit hår, uden at jeg stod og havde en hel håndfuld hår i min hånd bagefter. Jeg kunne ikke duppe mit hår af i et håndklæde på trods af en yderst forsigtighed, uden at jeg havde et håndklæde fyldt med hår. Det var vanvittigt svært. Så derfor tog jeg et valg med mig selv om, at barberer mig fuldstændigt skaldet. jeg har aldrig grædt så meget som jeg gjorde dér, for selvom at jeg viste at det netop var hvad der skulle til for at jeg undgik det psykiske ved at se mit hår falde fysisk af, så var det virkelig voldsomt at nå dertil.

Jeg havde det ikke ret godt. Dog holdt mine 4 elskede børn, mit mod oppe. Men det som ramte hårdest, var bestemt mit selvværd da dette røg i bund, som et lyn fra en klar himmel. Jeg følte at jeg i dette lange forløb mistede mere og mere af min identitet, som persona. Mit hår har altid betydet alt for mig igennem hele mit liv. Dette tror jeg at det har fordi jeg har mindre kønne tænder grundet paradentose. Mit hår har altid holdt mit selvværd oppe. Men da jeg mistede dette, fik jeg absolut ondt af mig selv, jeg blev pænt ynkelig at høre på, fordi jeg netop følte mig så forkert samt utilpas over at ingen lyttede til mig.

Dette dårlige selvværd jeg havde mig, påvirkede også min kæreste, for hvis jeg ikke elskede mit udsendende som jeg nu så ud, hvordan skal man så selv holde modet oppe for den man elsker, men også for en selv? Dog har min kæreste altid støttet mig, lige meget hvor meget jeg ændrede mig. Og det er jeg taknemmelig for!

 

d. 16. august

d. 16. august ENDELIG skete der noget (dog virkelig uventet) for jeg skulle nemlig ind på Viborg sygehus på klinikken for hudsygdomme pga. min Psoriasis hudsygdom. Jeg skulle egentligt bare ind og tale om hvad vi kunne gøre for at dette med min psoriasis kunne blive bedre, da det var rigtig slemt i udbrud dengang. Men da jeg bliver spurgt ”Hvad så, hvordan går det” knækkede filmen for mig, og jeg brød grædende sammen. Da jeg fik samlet mig lidt, fortalte jeg mine oplevelser fra hudlægen, og hvad det gjorde ved mig i det hele taget, at miste mit hår, samt på dette tidspunkt også mine øjenvipper samt mit højre øjenbryn. De begge kigger på hinanden og siger så til mig ”Den biopsi laver vi nu”. Jeg græd af glæde, fordi det netop var en kæmpe lettelse, det at blive HØRT.

Det i sig selv, var en kæmpe sejr!

 

Mavefornemmelsen

Kali og jeg havde ret, for grunden til at mit hår gradvist røg af, var pga. Alopecia sygdommen. Jeg havde ikke klaret mig igennem dette her lige så godt, hvis ikke jeg havde haft Kalis erfaringer som hun var så fantastisk at ville dele med mig. Og det at hun hjælp og støttede mig så meget, har rørt noget i mig.

 

Dette var en del af min rejse, tak fordi du ville læse med. 😀